Vinturisme

I Australiens vinregioner er der rig mulighed for at besøge små familievinerier eller store vin-virksomheder. Der er historiske steder, hvor pionererne grundlagde den australske vinindustri, gamle guldgraverområder, kvægavl, og man kan tage på sightseeing i naturskønne områder med et rigt dyreliv og feks. kombinere det med at spille golf. Nogle vinproducenter har pragtfulde spisesteder i forbindelse med deres vinerier, og efter et besøg med smagsprøver er det muligt at slappe af i skønne omgivelser.

Hver region har sine specialiteter og lokale vinfestivals, hvor mad og vin går op i en højere enhed i en afslappet atmosfære. Det er nemt at rejse rundt på egen hånd, og der er masser af muligheder for at finde overnatningsmuligheder. Der er rimelige ”bed & breakfast” steder både i byen og midt i vinlandet, man kan leje gæstehuse til flere personer omgivet af bølgende vinmarker i nærheden af havet eller bo på 5-stjernede luksushoteller inde i byen.

Der er stor forskel på det australske vinland fra vest til syd og øst, ikke alene i landskab og klima, men også regionalt fra delstat til delstat.

Vælger man at tage rundt i flere delstater, er det nemmest at flyve på de store strækninger og køre i bil eller bus lokalt. Der er også mulighed for at tage toget igennem nogle spændende bjergområder, som er spektakulære, eller rejse med mindre lokalfly.

Tog og fly fungerer godt, ligeså offentlige transportmidler, og skulle man gå i stå på landevejen i en lejet bil, er hjælpsomheden altid stor.

Ingen vinrejse bør gå udenom Sydney med et besøg i Jørn Utzons operahus, havnepromenaden "The Rocks" eller en uforglemmelig bådtur i havnen, som er verdens største og smukkeste. Her kan man stå af ved de små lokale strande, der har perlerækker at hyggelige spisesteder.

Sydney er en dejlig by med et udbud af fantastiske restauranter, fra det innovative stjernekøkken til et væld af etniske specialiter, barbecue, fisk og skaldyr. Er man til sushi, så er det stedet hvor man finder en enorm variation og et ubeskriveligt stort udvalg.

Det er ikke dyrt at spise ude i Australien, og Sydney er ingen undtagelse, selv om niveauet her er en anelse højere end ude på landet. Med undtagelse af de kendte stjernerestauranter i luksusklassen. Mange steder er der interessante vinkort, men man kan visse steder også tage sin egen vin med på restauranten, typisk angivet ved et BYO, som står for "Bring Your Own".