Rammen om en oplysende vinoplevelse i en mørk tid

Post date: Jan 17, 2013 4:53:35 PM

Australsk topvin på Lalandia

Vi har modtaget denne lille gode historie fra én af vore trofaste læsere; Peter Salicath:Temaet om udviklingspotentialet i de bedste australske vine, der blev taget op i forrige nyhedsbrev (se: Gemmepotentiale for australske vine), blev banket hjem for mig i Lalandia - of all places..., da vi fejrede min kones runde fødselsdag med børn og børnebørn; derfor Lalandia.Jeg havde taget nogle vine med, deriblandt en 12 år gammel "Ironstone Pressings" GSM fra d'Arenberg, McLaren Vale. Den var umiddelbart efter åbning lidt reserveret og alkoholpræget, men efter få minutter begyndte den at åbne sig i et fyrværkeri af differentierede aromaer, der blev ved med at vokse, til flasken var tom ca. 3 kvarter efter. Der var stadig massiv, moden frugt under vinøsiteten, som lovede yderligere lagringspotentiale, og glasset osede en halv time efter, det var tømt.

Min søn, der ikke er voldsomt velstuderet i vin, sagde spontant: "Det er vist første gang, jeg har drukket en vin, bare for at drikke den". Og det er ikke den første gode vin, jeg har serveret for ham.

Det er den eksemplariske situation, der for alvor rykkede mit forhold til australsk vin ind i en ny dimension.

Vi kvitterer med en flaske god australsk vin.